Lørdag aften var vi i Slagelse Musikhus til koncert med Røde Mor.
Egentlig havde jeg ikke så rasende høje forventninger, mest pga uvidenhed. Efter at have tilbragt en håndfuld år i USA, og ikke været meget inde i den danske musikscene, tænkte jeg egentlig mest på Røde Mor som noget der engang var, og et hyggeligt nostalgitrip som kunne være sjovt at se igen. Troels Trier har jeg altid fundet underholdende, og videoer som "Smæk" som kan findes på Youtube (se nedenfor) giver jo maksimal underholdning for pengene. Jeg var ikke klar over at de stadig rocker, ej heller at de overhovedet var sammen mere. Jeg faldt over deres opsamlings-CD i TP en dag, og købte den. Efter at have hygget mig gevaldigt med den, kiggede jeg lidt på deres hjemmeside, og minsandten om ikke de netop havde annonceret koncerten i Slagelse!
Inden Røde Mor gik på scenen fik vi et lille besøg af Erik Clausen, som gav ca. 15 minutters yderst politisk standup comedy. Han var ganske underholdende, omend måske ikke min kop te som opvarmning til et rock band. Men han var okay, og vi hyggede os da meget godt med hans historier.
Så blev det så Røde Mors tur til at entre scenen. Jeg må sige at mine relativt lave forventninger blev gjort til skamme. De gamle rebeller rockede så det baskede, og var markant bedre end de er på pladerne. De var hårdere, tungere og nok mere moderne end skiverne som jo alle er over 30 år gamle. Der er sket meget i den tid. Især var jeg imponeret over "Hurra for Atomkraften" som med Peter Ingemanns bas nærmest fik minder frem om Black Sabbath. Det var umanerligt tungt for et band som Røde Mor, og lige noget der fandt indpas i mit metalhjerte. Henrik Strubes guitar passede utroligt godt ind i billedet, god gedigen rock. Jeg har aldrig rigtigt bidt mærke i Strube før, og jeg synes han leverede varen utroligt godt, nok den bedste i bandet lørdag aften. Men derfor skal Lars Trier på især spansk guitar nu også nævnes. Han ved hvad han laver, det er helt sikkert. Han leverede mange smukke soloer, og bidragede til den melankolske stemning i Røde Mors musik.
Lidt malurt var der dog i bægret: Det virkede - især mod enden - som om der var lidt splid i bandet. Troels Trier var ikke helt in sync, og fik desværret "Tag På Landet" til at lyde som en gang rod. Det virkede som om han ikke helt var med i resten af bandet, som var tight og spillede rigtigt godt sammen. Gid vide hvad der var sket inden de skulle på scenen?
Jeg fik taget masser af billeder, og mange rimeligt gode fotos. De er alle taget med min mobiltelefon, så jeg forventede egentlig ikke det store. Men nedenfor kan du se resultaterne, som jeg trods alt er liiidt stolt af:
No comments:
Post a Comment
Thank you for commenting on my blog. I really appreciate your input. For general clarity, please post your comment in English. :)